Blog

Tegneseriesalon 2009 bød på veloplagte stikpiller til både danske tegneserieskabere, forlæggere og – kritikerne selv.

Literaturhaus i København dannede 15. november 2009 ramme om Tegneseriesalon 2009, arrangeret af Dansk Tegneserieråd, en paneldiskussion om tegneseriens tilstand med deltagelse af Kristian Lindberg (Berlingske Tidende), Christian Monggaard (Information), Henry Sørensen (Strip!) og Søren Vinterberg (Politiken), modereret af Thomas Thorhauge, formand for Dansk Tegneserieråd.

Thomas Thorhauge indledte med at meddele, at flere af de forventede paneldeltagere havde måttet melde afbud: Christopher Arzrouni, Jyllands-Posten, Hans Bjerregaard, Ekstra Bladet, Kim Skotte, Politiken, og Jakob Stegelmann, Troldspejlet.

Til gengæld kunne Thorhauge på storskærm afsløre Dansk Tegneserieråds logo, der er skabt af grafikeren Frederik Storm, og de omkring 50 fremmødte fik også præsenteret en mere endelig udformning af Dansk Tegneserieråds hjemmeside www.dansktegneserieraad.dk, der fremover vil være et af rådets kommunikative omdrejningspunkter.

Dansk Tegneserieråds næstformand, Carsten Søndergaard, redegjorde herefter kort for rådets arbejde siden stiftelsen i marts 2009. På kun godt et halvt år er det lykkedes rådet at komme i konstruktiv dialog med en lang række institutioner, organer og privatpersoner med henblik på at fremme vilkårene for, viden om og udbredelse af tegneserien som den enestående udtryksform, den er.

Rådet har således fået en særdeles positiv modtagelse, og der arbejdes på forskellige niveauer med fokusområder som kulturstøtte, undervisning og forskning, indstiftelse af en officiel dansk tegneseriepris, oprettelse af en SU-berettiget tegneserieskaberuddannelse og etablering af et ambitiøst videnscenter og tegneseriemuseum.

Kritikersalonen var Dansk Tegneserieråds første udadvendte arrangement, og der er absolut planer om flere andre arrangementer af forskelligt tilsnit i fremtiden. Blandt andet samarbejder Dansk Tegneserieråd med festivalen Komiks.dk om at arrangere en akademisk dag som optakt til komiks.dk 2010.

Dansk tegneseriekritiks historie

Søndergaard opridsede derefter kort dansk tegneseriekritiks historie. Den første egentlige danske tegneseriekritiker var formentlig Anne Marie Nørvig, psykolog og skoleinspektør, som i en indsigtsfuld kronik i Politiken 27. november 1953 stillede det oplagte spørgsmål, hvorfor tegneserier ikke anmeldes på lige fod med andre bøger, og opfordrede til, at læsernes kritiske indstilling udvikles. Helt i modstrid med datidens borgerskabs urimelige og bevidstløse, men gængse opfattelse af tegneserien som noget grundlæggende farligt, der burde forbydes, fremhæver hun i stedet forskellige tegneseriers kvaliteter og slår til lyd for, at der arbejdes med at udvikle endnu bedre tegneserier i fremtiden.

Der skulle gå mange år, før tegneseriekritikken fik luft under vingerne. Sidst i 1960’erne og starten af 1970’erne begyndte enkelte kritikere som forfatteren Erik Nørgaard, journalisterne Ebbe Iversen og Jørgen Siegumfeldt at skrive om tegneserier i Politiken, Fyens Stiftstidende og Information, før Søren Vinterberg på Information og Lars Borberg på Ålborg Stiftstidende midt i 1970’erne gjorde tegneseriekritik til fast stof i dagspressen, Torben Weinreich og Egon Clausen fik smuglet tegneseriekritik ind i Danmarks Radio, og bibliotekarer som Anders Hjorth-Jørgensen, Jens Peder Agger og Ole Hansen begyndte at anmelde tegneserier i faglige tidsskrifter og endte med at få indført lektørudtalelser i biblioteksregi.

I 1980’erne anså en del af pressen tegneserier for at være populært stof, men ofte var der tale om kortfattede omtaler på avisernes bagsider sammen med notitser om giraffødsler i Zoologisk Have og juleudsmykningens ophængning på Strøget. Siden da er tegneseriekritikken udviklet noget, men forekommer i den generelle presse fortsat sporadisk og er dybt afhængig af enkeltpersoners interesse og indflydelse.

Dermed blev bolden givet op til panelet for at sætte fokus på både tegneseriens og tegneseriekritikkens aktuelle situation i Danmark 2009.

Den gode historie og den manglende historie

Thomas Thorhauge havde bedt de fire paneldeltagere om at fremhæve en tegneserieudgivelse fra 2009 som eksempler på gode tegneserier.

Søren Vinterberg, Politiken, havde medbragt Jacques Tardis Nestor Burma med den begrundelse, at Tardis menneske- og miljøskildring er helt særegen. Han er en dygtig tegner og kan fortælle en historie, og specielt i Nestor Burma går manuskript og tegninger hånd i hånd på den mest elegante måde. Vinterberg fremhævede Tardis grafiske virkemidler blandt andet i forbindelse med gademiljøer i Paris.

Thorhauge spurgte Vinterberg, hvorfor han havde taget en femogtyve år gammel tegneserie – som ganske vist er genudgivet af forlaget Faraos Cigarer i år – som eksempel på gode tegneserier i 2009, og hvilke parametre han har som tegneseriekritiker. ”Min indfaldsvinkel er primært litterær, da jeg er litterat og uddannet i litteraturvidenskab. Jeg forsøger at formidle min fascination af historien”, sagde Vinterberg og tilføjede, at han også kunne have taget den helt aktuelle Kom hjem med, men da den som bekendt er lavet af netop Thomas Thorhauge, havde han afstået fra det i dagens anledning.

Thorhauge gav bolden videre til Christian Monggard, Information, og spurgte, om han med sin baggrund som filmanmelder har en anderledes indfaldsvinkel. ”Jeg går efter den gode historie”, sagde Monggaard, ”og ville faktisk også have valgt Tardis Nestor Burma. Leo Malet har fundet en fremragende fortolker med Tardi. Den gode historie er en, der griber mig. Jeg savner de stærke fortællinger på dansk. Jeg har taget den aktuelle danske antologi From Wonderland With Love: Danish Comics in the Third Millennium fra forlaget Aben Maler med. Facinationen er her af billederne, men jeg savner nogle stærke historier. For eksempel så jeg gerne en ny dansk storserie som Valhalla, der bygger på en fælles mytologisk og kulturel baggrund.”

Søren Vinterberg var enig i, at det grafiske er det bærende i From Wonderland with Love på bekostning af vægtningen af historier, men understregede samtidig det væsentlige i den form for udgivelser, der er med til at ekspandere tegneseriens udtryksformer.

Grafisk kompleksitet og abstrakte blindgyder

Henry Sørensen, tidsskriftet Strip!, havde valgt David Mazzucchellis Asterios Polyp fra det amerikanske forlag Pantheon. ”Den har været undervejs i femten år. Den er grafisk kompleks, og Mazzucchelli har et højt ambitionsniveau. Han tør præsentere serien som et hovedværk, der lægger sig i en kunstnerisk tradition, som bygger på elementer fra Homers ’Odysseen’ til Joyces ’Ulysses’. Mazzucchelli er en stor stilist, der konstant lader indhold genspejles i sideopbygning. Tendensen er, at den traditionelle graphic novel har manifesteret sig, så man er på vej et andet sted hen, for eksempel til noget mere grafisk.”

Kristian Lindberg, Berlingske Tidende: ”Jeg har taget Henrik Rehrs Reykjavik og Andrei Molotius Nautilus fra forlaget Fahrenheit med, selv om jeg synes, de repræsenterer en slags blindgyde. Det er godt, at der laves abstrakte tegneserier, men de er blindgyder, fordi de to serier qua henholdsvis ekstremistisk-ekspressionistisk og minimalistisk taktik gentager noget, der har fundet sted i kunsthistorien for over halvtreds år siden. Det kunne være tegneseriens svar på for eksempel japansk støjkunst. De to serier er muligvis nødvendige og vigtige eksperimenter i tegneserien. Men de er ikke tegneseriens fremtid.”

Henry Sørensen fremhævede den type seriers værdi og nævnte et lignende eksempel, Zven Balslevs tegneserier, der dyrker grimheden. ”Også han bryder med mainstream og den gængse metervare. Men skal her lukke ned for intellektet og lade sanserne råde.”

Kunst, klangbund og abstraktionsniveauer

Søren Vinterberg anså det for en mindre farbar vej at lade tegneserien gå for meget i retning af billedkunst og henviste til Robert Crumb, som anser tegneserier for uegnede til at hænge op på museumsvægge ud fra den betragtning, at forstørrede enkeltbilleder fra tegneserier ikke længere er tegneserier, og hænger man originale helsider op, er de for komplekse til, at det giver mening. ”Men eksperimenterne skal vise vejen for kunstformens muligheder,” understregede Vinterberg, og Monggard var enig i det synspunkt: ”Det er jo generelt avantgarden, der skal vise mediets mulige veje i kunsten. Man får øjnene op for alternative udtryksmuligheder.”

”Svagheden ved Molotius tegneserie er, at den ikke sætter følelserne i gang – man lades kold følelsesmæssigt,” mente Lindberg, men Sørensen syntes ikke, at det kunne anskues så enkelt: ”Avantgarde skal tages alvorligt og forstås bogstaveligt. Det er avantgarden, der er frontløberne, der bliver plaffet ned – derfor er de nødvendige for efterfølgerne: De viser vejen. I Asterios Polyp har man et eksempel på en auteur, der forener menneskelig klangbund med eksperimentet. Mazzucchellis karrierevej er utraditionel: Han startede som mainstream-superheltetegner. Hernæst kom antologien Rubber Blanket, der er en overgangsfase fra superhelte til noget andet – specielt historien ’Big Man’: historien om næstekærlighed og fremmedfrygt.”

”Men abstraktionsniveauet er et andet i tegneserier,” anså Monggaard. ”Det spænder nogle gange ben for det følelsesmæssige engagement.”

Elektronisk fremtid og den fælles kulturelle bevidsthed

Thomas Thorhauge bad derefter deltagerne om deres bud på, hvad tegneseriens fremtid så er. Henry Sørensen citerede Scott McCloud for for ti år siden at have spået tegneserien en digital fremtid, men det er ikke blevet virkeligheden. ”Jeg tror ikke, tegneserien løsriver sig fra de trykte medier”, hævdede Sørensen. Monggaard havde iagttaget en vis aktivitet med interaktive tegneserier på nettet: ”Men jeg tror ikke, det er fremtiden. At læse tegneserier på en skærm er ikke optimalt – end ikke med den avancerede elektroniske boglæser Kindle.” Lindberg var helt enig: ”Fremtiden er ikke elektronisk! Tendensen går først og fremmest i retning af at kombinere det traditionelle tegneseriealbum med graphic novels-formatet.”

Christian Monggaard havde medbragt eksemplarer af en slags tegneserieaviser på fransk, hvor Jacques Tardis nye tegneserier udgives episodevis i tabloidformat til en stykpris på under tyve kroner. ”Tardi siger, han er træt af luksusudgaver, og foretrækker noget brug-og-smid-væk. Derfor laver han billige tegneserieaviser med sine serier. Det billige avistryk kunne være vejen frem. I øvrigt bør man genoplive det gamle europæiske albumformat ved at bruge nye tegnere, der eksperimenterer mere – som for eksempel nogle af de nye franske Splint & Co.-album, hvor hvert bind byder på en ny tegner og en ny måde at gøre tingene på.”

Sørensen opponerede og betragtede det som en blindgyde: ”Nej, det dér er albumformatets sidste dødskramper! Det er kunstigt åndedræt til albumformatet”, men Monggaard mente sagtens, man kan holde fast i en tradition og forny sig på samme tid: ”Det her er et forsøg på at nå ud til mange. Vi må tage fat i vores fælles bevidsthed som for eksempel i Robert Crums Verdens skabelse og hvad angår den fælleseuropiske ’tegneseriebevidsthed’. Derfor er albumformatet værd at fastholde.”

Anmelderi eller kritik?

Thorhauge opfordrede derefter publikum til at stille spørgsmål til panelet, og en tilhører tilkendegav sin frustration over det begrænsede omfang af avisernes tegneserieanmeldelser, der har medført, at han primært læser tegneseriekritik på nettet. Monggards replicerede, at internettet generelt er uprofessionelt, hvad anmeldelser angår. ”For mig skal en anmeldelse i sig selv være et stykke litteratur. Der er forskel på anmelderi – som i Politiken! – og kritik. At skrive kritik kræver dramatik og personlighed. Internetanmeldere er ofte begejstrede, men historieløse. Internettet er rugekasse for avisernes anmeldere, ligesom jeg selv startede på tidsskriftet Levende Billeder, der var datidens rugekasse for filmkritikere. Men internettet KUNNE naturligvis byde på seriøse anmeldersider.”

Søren Vinterberg tilkendegav, at tegneserier er marginaliserede på avisernes redaktioner. ”Det er kun faste anmeldere, der anmelder tegneserier. Men forlæggerne har også et ansvar: De skal tage deres arbejde alvorligt! De skal lære at sende os udgivelserne fjorten dage før udgivelsen, give os en præcis udgivelsesdato og være med til at pege på og formidle de enkelte seriers særkende.”

De i forvejen interesserede og de ubevidst interesserede

”Internettet har et andet publikum end aviserne”, mente Kristian Lindberg. ”På nettet opsøges anmeldelserne af de i forvejen interesserede. I avisen vil jeg gerne vise udenforstående, hvad tegneserien KAN”, og Vinterberg var enig: ”Dagbladsanmeldelsen henvender sig til flere end anmeldelser på nettet. Derfor er kravene anderledes. I avisen skal de forskellige kunstarters traditioner holdes op imod livet lige nu: Hvor befinder verden sig, og hvor er vi på vej hen? Og på avisen skriver vi til nogen, der ikke vidste, at de var interesseret i det pågældende område i forvejen.”

En deltager fra salen var enig i, at anmeldelser på nettet er for indadvendte og taler til de få indviede, og spurgte så, hvem der egentlig skal smitte tegneserieinteressen. Thorhauge stillede spørgsmålet videre til Henry Sørensen, der er kritiker på fagtidsskriftet ’Strip!’. Sørensen hævdede dog at anlægge en pædagogisk indgangsvinkel også i anmeldelser henvendt til et i forvejen mere eller mindre interesseret publikum, så også andre kan læse med.

En tilhører mente, at tegneserielæsere er ved at være en uddøende race, og at man måske lige så godt kan skrive anmeldelser, som om de var til en jævnbyrdig, en slags god ven. ”Jeg skriver for mig selv,” replicerede Monggaard. Min egen kærlighed til bøger, tegneserier og film er grundlæggende for mine anmeldelser. Jeg vil sådan set skide på læsernes manglende begreber, de må slå det op, hvis der er nogle fagtermer, de ikke forstår.”

Kamp om pladsen og national venlighed

En blandt publikum ville vide, om paneldeltagerne kun skriver om ting, de er glade for. ”Ja,” svarede Kristian Lindberg, ”for pladsen er begrænset, og der er kamp om den på redaktionen. Det giver selvfølgelig en skævvridning, da visse tegneserier derved forbigås.”

Lindberg var dog ikke sikker på, om han var flinkere ved danske tegneserieskabere end udenlandske, som en deltager gerne ville høre paneldeltagernes mening om. ”Det er et godt spørgsmål. Måske er jeg det, jeg ved det ikke.” Monggaard kunne fortælle, at han er MERE kritisk over for danske tegneserieskabere end udenlandske. ”Man skal være hårdere! Alt andet er misforstået, man gør dem en bjørnetjeneste.”

Vinterberg var derimod mere på linje med Lindberg, at der nok var en naturlig tendens til, at man er mere venlig over for for eksempel danske film og danske tegneserier. Vi har med tegneserierne en betrængt branche. Derfor er vi i forsvarsposition. Det samme gælder teateranmeldelser,” sagde han og tilføjede til salens almindelige morskab, at ”man bør sige om de dårlige ting, at de er noget lort på en opmuntrende måde.”

Egenrådighed og frie hænder

En tilhører ville vide, om kritikerne selv bestemmer, hvad de skal anmelde, hvilket Lindberg kunne bekræfte. Monggaard fortalte, at han og hans kollega på Information, Benni Bødker, har delt tegneserierne mellem sig. ”Bødker laver med mellemrum opsamlingsheats, hvor han samler en række udgivelser. Jeg tager mig ofte af enkeltstående værker. Vi har helt frie hænder i forhold til redaktionen.” Thorhauge spurgte, om udgivelserne absolut skal være på dansk for at blive anmeldt i Information. ”Ja, for hvordan skal læserne ellers få fat i dem? Det er dårlig læserservice at henvise til internettet for køb af bøger,” svarede Monggaard.

På Strip! bestemmer redaktionen i fællesskab, hvad der skal anmeldes. ”Vi anmelder et bredt udsnit af det, der udkommer, men ikke alt. Vi vil favne bredt og stikke dybt, lidt ligesom Se og Hør,” kundgjorde han til salens tilsyneladende tilfredshed. Søren Vinterberg tilkendegav, at han kun er en af flere, der også anmelder tegneserier på Politiken, også filmredaktøren Kim Skotte og billedkunst- og arkitekturkritikeren Karsten R.S. Ifversen anmelder tegneserier. ”Da min baggrund er som litterat, har vi dermed tre forskellige udgangspunkter, og vi sparrer også med redaktionen.”

Ordentlige tegneserier og mange muligheder

Forlæggeren Steffen P. Maarup fra forlaget Aben Maler var interesseret i at høre, hvad forlagene yderligere kan gøre for at trænge igennem til aviserne. Kristian Lindberg opfordrede især til, at udgivelserne fremsendes i god tid. Det er også godt med tiltag og projekter, der kan give omtale og fokus på mediet, for eksempel tegneseriemessen Komiks.dk. ”Og så skal forlagene først og fremmest lave ordentlige tegneserier!” opfordrede Lindberg til salens udelte begejstring. Monggaard efterspurgte interviewmuligheder med tegneserieskaberne, og at det er langt lettere at sætte fokus på en udgivelse, hvis tegneren er tilgængelig. ”Jeg vil have mange muligheder,” som han udtrykte det.

Søren Vinterberg opfordrede forlagene til at arbejde mere med historier og redaktion og ikke udgive nye serieskaberes værker for tidligt. ”Også mere udadvendthed fra redaktørerne er på min ønskeliste.” Maarup foreslog straks at invitere kritikerne på frokost, og det tilbud tog Christian Monggaard gerne imod til salens morskab, men Vinterberg afviste effekten: ”Nej, bare fortæl anmelderne om serierne. Opdrag os! Vi vil også gerne vide i meget god tid, hvad der er på vej. Gør som de andre kunstarters formidlere!”

Dermed afrundedes Dansk Tegneserieråds Kritikersalon 2009, og Thomas Thorhauge kunne takke de fire paneldeltagere for deres medvirken og publikum for deres talstærke fremmøde og aktive deltagelse i debatten.

For Dansk Tegneserieråd betød arrangementet en del nye medlemmer, der havde hørt om arrangementet og meldte sig ind i rådet på stedet.

Kreditering:

• Fotos: Andreas Lindegaard Gregersen
• Illustrationer: Mads Juul
• Tekst: Carsten Søndergaard efter referat af Johan Krarup