Om Dansk Tegneserieråds mission

dtr_logo_400
Med det nystiftede Dansk Tegneserieråd har tegneserien fået sin første egentlige interesseorganisation i Danmark. Det sker som konsekvens af, at tegneserien på trods af en rivende udvikling i udlandet stadig har trange kår herhjemme. Rådets formand og et af dets bestyrelsesmedlemmer tager her temperaturen på tegneseriekulturen i Danmark og opridser de mest centrale udfordringer.

Tegneserien er under forandring og den har det godt med det. Den har udviklet sig enormt i løbet af det sidste halvandet årti og står i dag som en af de mest vitale kunstformer, samtidig med at den i stigende grad leverer grundstoffet til filmens og de digitale mediers store underholdningsprodukter. Den generation der nu er blevet toneangivende i samfundet, både som producenter og konsumenter, er ikke alene vokset op med tegneserier, men er måske den første generation, som ikke per automatik rynker på næsen af mediet og ofte endda er opsøgende interesseret i dets muligheder.

Tegneserien var før i tiden et massemedie, som primært leverede underholdning til et yngre publikum, men stigende konkurrence fra audiovisuelle og digitale medier har i løbet af de sidste par årtier trængt den på dette område, mens den tiltagende bladdød er ved at eliminere dens traditionelt set stærkeste platform for voksne læser — aviserne og bladene. Men i stedet for at svække den, har dette på mange måder gjort tegneserien stærkere og sandsynligvis mere sliddygtig i det lange løb.

En af de mest bemærkelsesværdige succeser i bogbranchen de seneste år er således de såkaldte ’graphic novels’ — tegneserier i bogformat, fortrinsvis rettet mod et voksent publikum og ofte skabt med et ambitionsniveau, man normalt forbinder med andre udtryksformer, eksempelvis skønlitteraturen. Den bedst kendte af slagsen herhjemme er Marjane Satrapis barn- og ungdomserindringer fra Iran, Persepolis, som har opnået stor international succes og sågar blev meget vellykket filmatiseret forrige år.

Begrebet ’graphic novel’ er imidlertid ofte ret misvisende, idet der er tale om tegneserier, slet og ret, ikke romaner i tegneserieform — den symbiose af fortællende billeder og tekst mediet altid har tilbudt, muliggør udtryk der er sværere eller endda umulige at opnå i andre medier, og det gør mange af disse nye tegneserier flittigt brug af. Men samtidig antyder betegnelsen, at de på afgørende områder skiller sig ud fra hvad der er gået forud.

Hvor tegneserien traditionelt har udfoldet sig inden for et snævert spektrum af genrer og udtryk, er disse rammer nu sprængt og har åbnet den mod langt større alsidighed, i form såvel som indhold. Tegneserier benyttes nu til alt fra symbolsk ladede personlige erindringer (f.eks. David Bs Det store onde) til komplekse og levende karakterdrevne dramaer (f.eks. Gilbert Hernandez’ Palomar), fra filosofiske essays (f.eks. Anders Nilsens Sisyfos) til sober journalistisk reportage (f.eks. Joe Sacco’s Palestine). Opgøret med traditionen betyder, at tegneserien er ved at finde sig til rette som finkulturelt medie, mens dens rødder i populærkulturen fortsat animerer den i ganske særlig grad.

Dette gør den blandt andet interessant for unge kunstnere, for hvem den tilbyder en mere uproblematisk mulighed for at forene tekst og billede end det er tilfældet inden for litteraturen eller billedkunsten, der begge historisk set har gjort en dyd ud af at holde disse størrelser adskilt. Og fordi dens udtryksfelt hidtil har været så snævert, tilbyder tegneserien en betydeligt mere forudsætningsfri tilgang til både De Store Temaer og den kunstneriske udfoldelse som sådan.

Tegneserien orienterer sig i dag også mere globalt end nogensinde. En frodig udveksling finder sted mellem de enkelte, regionale traditioner, med de tre historisk mest betydningsfulde tegneseriekulturer — den fransk-belgiske, den nordamerikanske og den japanske — som hovedpolerne. Særligt den japanske manga gør sig i disse år gældende herhjemme, hvor den har grebet det brede og loyale yngre publikum, som de vestlige tegneserier i stigende grad har mistet kontakten til. Og samtidig er tegneserien ved at forplante sig til de digitale formater, som tilbyder nye muligheder i forhold til udformning og udtryk, mens der er tegn på at den via internettet så småt igen er ved at finde et nyt massepublikum.

Tegneserien oplever med andre ord en uhyre spændende udvikling lige nu — som medie, som kunstform, som kulturfænomen. Det er imidlertid trist at konstatere, i hvor ringe grad dette kan mærkes herhjemme: ikke blot har Danmark i løbet af det 20. århundrede haft en stolt tegneserie- og bladtegnertradition, men før i tiden talte vi også blandt de mest tegneserielæsende lande i verden.

I dag er det imidlertid slående, hvor få helstøbte og interessante danske tegneserier der produceres, samtidig med at der oversættes og udgives alt for få af de kvalitetstegneserier, som karakteriserer den internationale udvikling. Og de tegneserier der udgives er nærmest usynlige i landets boghandlere, for slet ikke at tale om kioskerne og andre forhandlere. På trods af tilsynekomsten af en række initiativrige mindre forlag de seneste år, samt forsigtige, men interessante eksperimenter med tegneserier fra nogle af de større spillere — først og fremmest Rosinante — er tegneseriemarkedet mærkbart på retur.

Egmont-koncernens opkøb af Bonnier var i fjor medvirkende til en voldsom reduktion af det redaktionelle personale på de to store Egmont-ejede tegneserieforlag, Carlsen og Serieforlaget. Og selvom fusionen via en monopolsag fra EU resulterede i et nyt, markant tegneserieforlag, Cobolt — med rettighederne til lokomotivserier som Tintin, Garfield og Steen og Stoffer — er det samlede antal udgivelser faldet markant. De seneste års forfriskende anslag til mere alsidige og tidssvarende udgivelsesprogrammer, der inkluderede ambitiøse manga- og graphic novel-linjer, er nu sat på vågeblus.

Trods stigende interesse er mediedækningen af tegneserier stadig ofte på et niveau, der ville være redaktionelt uacceptabelt, hvis det drejede sig om litteratur, billedkunst eller film, hvilket tydeligvis hænger sammen med at den generelle oplysning om tegneserien er mangelfuld. Ikke alene mangler Danmark god tegneseriekritik og -formidling, men tegneseriens institutionelle tilstedeværelse er noget nær ikke-eksisterende.

De kulturinstitutioner, den ville formodes at sortere under — eksempelvis Det Kongelige Bibliotek og Statens Museum for Kunst — forekommer blinde over for den, mens de få specialiserede institutioner vi har, er truet på livet. Vores eneste deciderede tegneseriebibliotek, det engang så imponerende Kulørte Bibliotek, hensygner i dag under mangelfuldt opsyn i Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade, mens Tegneseriemuseet i Danmarks fine samling lever en skyggetilværelse på nåde fra Kalundborg Kommune.

I samme åndedrag må man med stor beklagelse konstatere, at der tilsyneladende ikke eksisterer nogen som helst kulturpolitiske visioner for tegneseriemediet fra hverken partiernes eller Kunststyrelsens side, mest presserende i forhold til støttemidler. Ganske vist modtager danske tegnere og forlag ind i mellem arbejdslegater og produktionsstøtte, men det er uhyre vanskeligt at se en vision eller blot en rød tråd i de forsvindende få uddelinger. Måske er der en sammenhæng mellem denne for udøverne triste situation og den kendsgerning, at der (os bekendt) ikke findes et eneste medlem af Kunststyrelsens litteraturudvalg med en solid faglig indsigt i tegneseriemediets historie, kultur og aktuelle situation. Til sammenligning uddeles der ikke blot markant flere penge til tegneserieprojekter under de tilsvarende støtteordninger i Sverige og Norge, men uddelingen foretages af fagfolk.

Individer i Danmark, der ønsker at udtrykke sig med ord og billeder, har med andre ord ikke de bedste odds. De danske tegneserier, der rent faktisk kommer, bliver med få undtagelser produceret på trods og ofte ganske isoleret, uden den store kontakt til kolleger eller redaktører. At lave tegneserier i Danmark er sjældent en særlig bekræftende og endnu sjældnere en indbringende virksomhed. Men sådan behøver det ikke være.

Vist er markedet lille, men ikke desto mindre arbejder en håndfuld danske tegneserieskabere med tegneserier blandt deres primære indtægtskilder — enten fordi de har hul igennem til et stort publikum via dagbladene (f.eks. WulffMorgenthaler, Morten ”Og det var Danmark” Ingemann), fordi de over længere tid har opbygget en trofast læserskare (f. eks. Peter Madsen med Valhalla), eller fordi de arbejder for de større udenlandske markeder (f. eks. Teddy Kristiansen, Peter Snejbjerg). Vi er overbeviste om at muligheder som disse vil kunne komme væsentlig flere danske tegneserieskabere til gode, hvis forholdene omkring deres gerning forbedres.

Dansk Tegneserieråd er sat i verden med dette formål. Rådet udpegede kort efter sin stiftelse i marts måned tre indbyrdes forbundne kerneområder, som kalder på forandring og vision: uddannelse, institutionel styrkelse og dokumentation.

Første fokusområde er defineret i erkendelse af, at enhver forandring må starte med tegneserieskaberne selv. I den forbindelse anser rådet det som centralt, at vi i Danmark — ligesom vore naboer i Sverige — kan tilbyde en SU-berettiget uddannelse for tegneserieskabere på linje med dem der eksisterer for relaterede udtryksformer som billedkunst, litteratur, grafisk design, film, animation og spildesign.

Som det er tilfældet med disse, er Dansk Tegneserieråd overbevist om, at uddannelse under professionel vejledning, og i stimulerende omgivelser, vil føre til en afgørende styrkelse på området. Det er f. eks. slående, at noget nær to tredjedele af de væsentligt mere professionelt udførte tegneserier, der udkommer i Sverige, er skabt at forhenværende elever fra Serieskolan i Malmö. Det er med den baggrund, at at Dansk Tegneserieråd har bistået Animationsskolen i Viborg i arbejdet med at oprette deres kommende danske tegneserieuddannelse på bachelorniveau. Forventningen er at uddannelsen kan optage studerende fra september 2011, så situationen er på dette område lovende.

Med hensyn til det andet fokusområde vil det fremgå af ovenstående, at Dansk Tegneserieråd ser institutionel styrkelse som et grundlæggende behov for tegneserien i Danmark. Dette omfatter en bred indsats for at højne opmærksomheden omkring tegneserien, først og fremmest ved etableringen af et formidlings- og ressourcecenter, der omfatter samlingen fra det allerede eksisterende Tegneseriemuseet i Danmark, men samtidig vil kunne arrangere udstillinger, foredrag, workshops, mv. Dertil håber vi på at kunne bidrage til en skærpelse af den kulturpolitiske bevidsthed omkring tegneserien, herunder en målretning og øgning af kunststøtten til danske tegneserier.

I forhold til tredje fokusområde har Dansk Tegneserieråd allerede iværksat en registrering af danske tegneserieudgivelser med henblik på offentliggørelse af en årlig hvidbog om emnet. Som på andre områder er pålidelig dokumentation essentiel for institutionel konsolidering og tegneserien har på grund af sin kulturelle lavstatus i den grad været forsømt på dette punkt. På sigt er det planen at dette dokumentationsarbejde skal udvides til en storstilet registrering af danske tegneserieudgivelser gennem tiderne i samarbejde med de allerede eksisterende databaser under det Tegneseriemuseet i Danmark og Den store Komiklex — Dansk Tegneseriebibliografi. Dette vil kunne inkorporeres i det ovenfor nævnte formidlings- og ressourcecenter og således skabe et dansk tegneseriearkiv på linje med lignende institutioner i Norge og Sverige.

Men hvorfor er alt dette så vigtigt? Kan verden ikke fortsætte uden tegneserier? Det kan den da; meget få ting er som bekendt uundværlige. Men at forpasse de bevægende, tankevækkende, medrivende og udfordrende læseoplevelser, som de sidste ti-femten års internationale udvikling inden for tegneserien byder på, vil være endnu et trist og beklageligt kapitel i føljetonen om et lille lands skepsis i forhold til at tage nye, berigende kulturstrømninger til sig, med den velkendte og selvforstærkende henvisning til markedet, der sjældent er stort nok. Et trist perspektiv, ikke mindst når man betænker Danmarks stolte historie på området.

Dertil kommer, at Danmark potentielt ville afskære sig fra større international betydning på et for tiden usædvanligt vitalt kulturelt område. Visionær kulturel kulturpolitik og stærk institutionalisering har — i løbet af den samme periode, som har været så gunstig for tegneserien — anbragt Danmark på det internationale kort, når det gælder beslægtede medier som film, animation og computerspil.

Tegneserier er bl.a. interessante i denne sammenhæng, fordi de er forholdsvis billige at producere, ikke mindst sammenlignet med de just nævnte medier. Som indledningsvis nævnt ligger tegneserier til grund for nogle af de mest indtjenende massekulturprodukter de senere år: spillefilm, der bliver til computerspil og tv-serier, osv. Udviklingen, produktionen og distributionen af tegneserier er, hvordan man end vender og drejer det, intet mindre end et formidabelt udgangspunkt for kreative processer, fordi muligheden for at udvikle og forfine forskellige former for ideer er ubegrænset og tillige uhyre billig.

Tegneserien har på godt og ondt været en væsentlig og iøjnefaldende del af vores kultur gennem det 20. århundrede — en til tider prikkende, til tider skræppende tilstedeværelse hinsides finkulturens radar, en modernitetens gøgeunge. Og her i det 21. århundrede byder den sig til som en smart, tidssvarende og vedkommende kunstform og et medie med uanede formidlingsmuligheder, uanset om det gælder højprofileret underholdning, lavmælt personlig skaberkaft eller informations-, oplysnings- og kommercielle sammenhænge. Dansk Tegneserieråd arbejder for at hjælpe den til at lette under vore himmelstrøg.

Fortsættelse følger…

— Matthias Wivel & Thomas Thorhauge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *