Generalforsamling i Komiks.dk på torsdag

Foto: Frederik Høyer-Chr./GBCrates

Komiks.dk inviterer nu til generalforsamling som start på forberedelserne til næste udgave af den store danske tegneseriefestival, der vil blive afholdt i 2013. Her er invitationen fra festivalens hjemmeside.

Efter længere tids hvilen på laurbærrene er vi nu i gang igen, og torsdag d. 13. oktober kl. 19 holdes der generalforsamling, hvor DU kan møde op og være med til at præge Skandinaviens største tegneseriefestival!

Den næste Komiks.dk bliver i 2013, og inden da er der masser af arbejde der skal udføres. Derfor har vi brug for folk til:

* Markedsføring og PR
* Tekstskrivning
* Grafik og layout
* Planlægning af program og udstillinger
* Praktiske opgaver som tilvejebringelse af udstyr
* Og meget, meget andet

Alt arbejde i komiks.dk-regi er frivilligt og derfor ganske gratis, MEN heldigvis sørger vi for at have det sjovt mens vi laver det, og vi får alle mulighed for at blive en del af et unikt hjørne i det danske tegneserie-miljø. De som har været med før er generelt enige om at alt sliddet bliver belønnet med renters rente det øjeblik dagen oprinder, boderne er sat op, kunstnerne er på plads, publikum står udenfor i en lang kø og venter på at komme ind og det hele er lige ved at gå løs!

Derfor vil vi gerne opfordre dig og alle dine tegneserie-interesserede venner til at møde op til generalforsamlingen, komme med forslag og melde jer til de arbejdsgrupper I gerne vil bidrage til.

Tid: Torsdag d. 13. oktober kl. 19

Sted:
Blågårdens Bibliotek
Blågårds Plads 5
2200 Kbh N

Vel mødt, vi glæder os til at se jer!

Komiks.dk bestyrelsen

Skriv et svar