2011 i tal

I går afholdt Dansk Tegneserieråd generalforsamling, og ligesom sidste år udkom i den forbindelse Tegneserier i Danmark, en hvidbog, som beskriver tegneserieåret 2011 – herunder udgivelser af danske og udenlandske skabere, hæfter i kioskdistribution, dagbladsstriber samt støtte og priser til tegneserier.

Eftersom det er andet år, at hvidbogen produceres, kan man nu sammenligne 2011 med 2010. Kigger vi på tegneserieudgivelser, er det første, der springer i øjnene, at der i 2011 udkom markant færre end året før: henholdsvis 189 og 250, en nedgang på 24 danske og 37 udenlandske. Når det samlede antal udgivelser er så relativt lavt, vil der uvægerligt være udsving fra år til år, men en nedgang på 24% er ikke desto mindre mærkbar. Blandt forklaringerne er nok, at der i 2010 var Komiks.dk-festival, hvilket oftest afstedkommer en bølge af særligt danske titler – og det var der ikke i 2011. Nedgangen i udenlandske titler skyldes særligt færre mangaer, og at People’s Press Jr. ikke udgav nogen oversatte tegneserier i 2011, mod 21 året før.

Til gengæld var der flere forlag end i 2010, som udgav tegneserier. 28 forlag udgav danske tegneserier (21 året før), og 21 oversatte tegneserier (16 året før). I alt 40 forlag udgiver danske og/eller udenlandske tegneserier – et imponerende antal. Dog dominerer en håndfuld forlag på markedet for oversatte serier: 72% af titlerne udgives af Cobolt, Egmont, Carlsen, Faraos Cigarer eller Zoom.

Tilsvarende markant er stigningen af danske kvindelige tegneserietegnere (som man også så afspejlet i de nominerede til Pingpriserne). I 2011 var 21% begået af kvinder, hvor tallet i 2010 var 6%. Der er endnu langt til ligestilling, men tendensen er klar!

Der er flere detaljer at hente i Tegneserier i Danmark. Statusrapport 2011, som koster 80 kr (henvendelse til forlaget Fahrenheit) og udsendes gratis til medlemmer af Dansk Tegneserieråd. Rapporten kan også læses for oven.

Dette indlæg har 1 kommentar

Skriv et svar