Storm P.-Museet bliver museum for tegneserier

Mange dejlige tegneserier får omsider fast tag over hovedet, når Storm P. Museet i dag udvider sit genstandsfelt til at omfatte tegneserien mere generelt og hinsides Storm P. selv. Der er vild jubel i Dansk Tegneserieråd.

Den danske tegneseriearkivar og –historiker Anders Hjorth-Jørgensen har formelt overdraget sin samling af tegneserieudgivelser i Danmark siden 1950 (+ flere ældre) til Storm P.-Museet på Frederiksberg. Det sikrer samlingen, mens det også tilføjer en formidlingsopgave og en ambitiøst forskerprofil i forhold til tegneserien, at den nu kommer på museum.

Det skaber – nok ikke overraskende – vild glæde i Dansk Tegneserieråd, her kun en måned efter, at nyheden om tegneserieuddannelsen blev annonceret. Vi står bag idéen om at slå museum og samling sammen, ligesom vi har bistået forhandlingerne på konsulentbasis. To af vores centrale mål er en realitet!

Men hvor meget vi end har lyst til at puste os op, skal ingen være i tvivl om, at den sande helt er Anders Hjorth-Jørgensen! Der kan ikke herske tvivl om, at han er en af dansk tegneseriekulturs mest betydningsfulde pionerer. I tider, hvor tegneserien var ildeset eller uinteressant, tog han ved siden af sit job som bibliotekar affære. Egenhændigt opbyggede han systematisk den omfattende samling og sørgede samtidig for forsvarlig opbevaring. I 1993 tog han skridtet fuldt ud og åbnede sit eget tegneseriemuseum i Gørlev på Vestsjælland. Det lukkede i 2001, og har indtil i dag levet videre som arkivsamling. Uden Anders Hjorth-Jørgensens unikke indsats, havde meget på vores yndlingsfelt været tabt.

For ham har det været et stort ønske, at en værdig institution kunne overtage samlingen og sikre den fremover. Derfor er dagen særligt vigtig – samlingen gives ikke bare videre; den er sikret gode og perspektivrige forhold. En stor del af æren tilfalder således også Storm P.-Museet, der påtager sig en vigtig og ambitiøs opgave ved på denne måde at udvide deres genstandsfelt og etablere sig i kernen af dansk tegneseriekultur.

Fra Tegneserierådets side har især kunsthistoriker og tidligere bestyrelsesmedlem Louise C. Larsen og kunsthistoriker, tegneseriekritiker og nuværende bestyrelsesmedlem Matthias Wivel arbejdet på sagen. Louise er samtidig blandt stifterne af Museet for Dansk Bladtegning.

Vi glæder os og arbejder videre på at forbedre rammerne for dansk tegneseriekultur! Husk, at du kan være med til at støtte vores arbejde ved at melde ind/huske at forny dit medlemskab.

Alle medlemmer af Dansk Tegneserieråd skulle gerne have modtaget en invitation til åbningen fra Storm P.-Museet med posten. Til alle andre: Åbningen den 7. februar kl 17 er åben for alle.

Hvis åbning af samlingen ikke er nok, kan museet friste med livetegning ved Anders Morgenthaler, Rasmus Bregnhøi og rådets egen Thomas Thorhauge.

Vi ses på museum – det er os, der står i hjørnet og laver yes-arm.

En tanke om “Storm P.-Museet bliver museum for tegneserier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *