Dansk Tegneserieråd på Copenhagen Comics

Yes, så er vi her! Som sædvanlig er Dansk Tegneserieråd dybt involveret i sommerens store tegneseriefestival.
Det er kun naturligt, al den stund at Dansk Tegneserieråd og Copenhagen Comics siden 2011 som bekendt er et officielt partnerskab. Hermed en oversigt over rådets aktiviteter i løbet af ugen.

Tegneseriebeats til BørneDistortion

Cav Bøgelund til tegneserieSpeak på Roskilde 2012

Onsdag og torsdag deltager Dansk Tegneserieråd i Distortion-festivalens børneprogram med to runder tegneseriebeats. Læs mere her.

Akademisk dag

Jacques Samson giver keynote på Dansk Tegneserieråd og IKKs internationale konference “Contemporary Comics” i 2010. Foto. Henrik Conradsen

Fredag kl. 9.00-15.00 afholder Rådet ved Marianne Eskebæk Larsen en akademisk dag på Københavns Universitet Amager, der stiller skarpt på den didaktiske brug af tegneserien og tegneserier til børn og unge. Vi samler en international skare af praktikere og tegneserieforskere for at diskutere mediets mange muligheder. Programmet indeholder oplæg om lydtegneseriens kamp mod dysleksi og en snak med mændene bag succesen Taynikma, der har fanget piger og drenge landet over, samt ikke mindst en kunstnersamtale med Charlie Adlard, tegneren bag zombieserien The Walking Dead, der har opnået stor succes både som tegneserie og på TV.
Arrangementet er gratis og åbent for alle. Det foregår i auditorium 22.0.11 Download pdf af programmet her.

Tegnevæg

Under festivalen har Dansk Tegneserieråd ved Cav Bøgelund inviteret en lang række tegnere til at udsmykke en særligt opstillet væg. Det er tegneseriejam for fuld udblæsning udført af et veritabelt who’s who af landets tegnere, såvel som udvalgte internationale stjerner. Så kig forbi tegnevæggen under festivalen – der vil være aktivitet non-stop.

Pingprisen


Og så er det jo ingen hemmelighed heromkring, at lørdagen afsluttes med et brag af en fest i Lille Vega, hvor årets Pingpriser uddeles. Dørene åbner kl. 19.00, showet starter kl. 20.30, og festen fortsætter hele aftenen med alt hvad den danske tegneseriekultur kan trække! Til ledsagelse af livetegning og -musik vil årets jury give deres bud på det forgangne års bedste tegneserier under kyndig ledelse af Anders Lund Madsen og Felix Rothstein featuring en lang række distingverede gæsteværter. Skynd dig at sikre dig din billet – som medlem får du den endda til reduceret pris.

Charles Burns, Chris Ware, Dan Clowes, Paul Gravett og 1/4 Matthias Wivel på 2010s Komiks.dk-festival. Foto v. Frederik Høyer-Chr.

Programmet på festivalen

Flere medlemmer af rådets medlemmer deltager i festivalens program med paneler, interviews og andre aktiviteter. Hermed en oversigt:

Lørdag

11.00-14.00, område D: Pingsofaen! De nominerede til Pingprisen interviewes løbende i det særligt indrettede Pingområde. Få det komplette program i Copenhagen Comics’ infostand.

12.00-13.00, område B: Erotik og litteratur. Pingprisens Felix Rothstein interviewer kunstneren bag Vildfarne piger, Melinda Gebbie.

13.00-14.00, område C: hvordan oversætter man en tegneserie? Steffen Rayburn-Maarup i samtale med et panel af Danmarks bedste tegneserieoversættere: Mette Holm, Ole Steen Hansen, Søren Vinterberg og Niels Søndergaard.

15.00-16.00, område A: Kærlighed og Raketter. Jaime Hernandez i samtale med Henry Sørensen.

15.30-16.30, område B: Tegneserier på skolebænken. Uddannelsesleder Peter Dyring-Olsen fortæller om den nyoprettede tegneserieuddannelse på Animationsskolen i Viborg.

16.00-17.30: Tegneseriequiz for de kloge! Peter Becher Damkjær og Lars Horneman gentager forårets succes på Storm P.-Museet med en hård og retfærdig tegneseriequiz!

16.30-17.30, område C: Dette er ikke en tegneserie! Dansk Tegneserieråds formand Thomas Thorhauge diskuterer tegneseriemediets brudflader med en række grænsesøgende tegneserieskabere og -kritikere: Thomas Berger, Rasmus Bregnhøi, Kim Hagen, Allan Haverholm og Rikke Villadsen,

Søndag

12.00-13.00, område C: Hvordan får du din første tegneserie udgivet? Johan F. Krarup diskuterer debuter med forlæggerne Paw Mathiasen og Torben Hansen samt tegneserieskaberne Rasmus Svarre, Emma Perrin, Thomas Mikkelsen og Tom Kristensen.

12.00-13.00, område D: Pingsofaen! Mød vinderne fra aftenens Pingfest!

13.00-14.00, område C: Opdraget til terror? Anders Hjorth-Jørgensen fortæller om et langt liv med tegneserier med afsæt i sin nys udgivne erindringsbog.

14.30-15.30, område A: Tegneseriens digitale nutid. Thomas Berger snakker med blogserietegnerne Stine Spedsberg og Maren Uthaug, såvel som webninjaer Dan R. Knudsen og Ulf Reese Næsborg om tegneseriens fagre nye verden.

14.30-15.30, område B: Kunst og tegneserier. Matthias Wivel interviewer Anke Feuchtenberger om hendes grænsebrydende arbejde med kunstformen.

15.30-16.30, område A: Da Hernandez mødte Guibert. Steffen Maarup modererer en samtale om tegneseriernes verden med to af mediets mestre.

15.30-16.30, område C: Tegneserieanalyse. Matthias Wivel har sat serieskaberne Mårdøn Smet, Peter Madsen og Thomas Thorhauge i stævne til en omgang analyse, benhårdt og uden forberedelser!

Det er vist det, når man fraregner det løse. Vel mødt på Copenhagen Comics!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *