Nytårskur med Ping-tema

Vi sparker 2026 i gang med en nytårskur med fokus på Pingprisen 
– og vi har brug for dig, dine meninger og gode idéer.

Kom og byd året velkommen og få en sludder med andre der er lige så vild med tegneserier som du er.

Som altid er det hyggelige Galleri Comic Garden i København der udgør rammerne og det er fredag d. 23. januar kl. 17.30.

Det er i øvrigt en fremragende lejlighed til at melde dig ind i Dansk Tegneserieråd – vi mangler med garanti en med din viden.

Bøger og læsning er på dagsordenen i både skoler og medier, den trykte bog er igen blevet en statusmarkør og tegneserier får mere opmærksomhed end længe set.

Samlet set er det en gylden mulighed for at Pingprisen kan udvide kendskabet til tegneserier – og det har vi brug for din hjælp til!


Vi kickstarter aftenen med paneldebat med tre Ping’er:

  • Tegneserieskaber Karoline Stjernfelt (prisvinder 2016 og 2022) om hendes oplevelser med Ping 
     
  • Nummer9s chefredaktør Kristian Bang Larsen om arbejdet med nomineringer og jury  
     
  • Dansk Tegneserieråds forperson Matthias Wivel om Ping før, nu og i fremtiden  


… og så skal du på banen

Vi vil høre dine vildeste tanker om, hvordan Pingprisen skal se ud i fremtiden, både de konkrete rammer for prisuddelingen og hvad prisen gør for miljøet og kunstarten som helhed.

Hvordan skal prisen uddeles? Prisuddeling? Fest? Noget helt nyt?

Hvordan kan vi bruge Pingprisen til at udbrede tegneseriens magi til endnu flere læsere?

Hvad kan Pingprisen gøre for tegneserier, som vi slet ikke har tænkt på endnu?  

Summasummarum: Hvordan gør vi Pingprisen endnu bedre?

Det vil vi gerne høre dit bud på!

… Og mens vi er ved tegneseriepriserne ville vi da være nogle skarn, hvis ikke vi endnu engang noterede, og fejrede, at Dansk Tegneserieråd i oktober blev modtog Hanne Hansen-prisen!  

… Og at Claus Deleuran-priserne bliver uddelt af foreningen Danske Tegneserieskabere i selv samme Galleri Comic Garden nu på fredag, d. 16 januar kl. 19!

Vær med til at skyde tegneserienytåret i gang med venner og kolleger, udviklende samtale og god gammeldags hygge i vores klubhus, Comic Garden, fredag den 23. januar kl. 17.30.  

De allerbedste hilsner
(dit) Dansk Tegneserieråd

Dansk Tegneserieråd
c/o Storm & Trang
Studiestræde 35a
1455 København K