Om en uge er der Ping-Show!

Pingprisen 2012 uddeles den 28. februar i Lille VEGA. Dørene åbner klokken 19 og fra 20 til 22 fejres det bedste, den danske tegneserieverden har at byde på – med rød løber, fakkellys og velkomstbajere.

TV-personlighed og Anders And-forfatter Anders Lund Madsen vil sammen med Ping-gruppens egen Felix Rothstein guide gæsterne gennem seks prisuddelinger forestået af tegneserieglade givere som skuespiller Nicolas Bro, Ane Cortzen fra TV!TV!TV! og kulturjournalist Christian Monggaard.

Hvem er dronningen af tegneserieinternettet? Hvad udkom i den store verden, der virkelig ville noget? Og hvem har lavet årets allerbedste danske tegneserie? Svarene på disse spørgsmål og flere til har vores jury, og den 28. februar bliver de besvaret fra Lille VEGAs scene.

Når der ikke uddeles priser og holdes takketaler tager aftenen overraskende drejninger: Drabelige tegnekonkurrencer, DJ-sæt med tegneseriemusik og mere til. Og så skal der i øvrigt også uddeles en pris helt udenfor de annoncerede kategorier, nemlig den særlige ærepris, der gives for lang og tro indsats i den danske tegneserieverdens tjeneste.

Kom og fejr et godt år for den danske tegneserie sammen med branchens glade pinger! Det bliver first class.

Køb din billet til arrangementet lige her.

Medlemmer af Dansk Tegneserieråd har adgang til nedsat billetpris. Email venligst arrangørerne med dit navn på medlemspris@pingprisen.dk og indbetal derefter kr. 50 på Dansk Tegneserieråds kontonummer 2107-6882 732 957. Du vil derefter være skrevet i døren på aftenen.

Skriv et svar