På grund af denne lille artikel har jeg her til formiddag fået en sky af vrede emails fra mangalæsere, som alle er harmdirrende over at jeg i mine udtalelser fremstiller manga som et barnligt fænomen, kun for børn. Hvis du også har læst den artikel og er sur, så læs lige videre nedenfor, så bliver du forhåbentlig glad igen…
1) Før vi overhovedet når til sagen, så lad mig understrege at jeg selv er en begejstret mangafan. Jeg læser næppe de samme titler som de fleste af jer (jeg er vild med Tezuka, Urasawa, Yokoyama, Taniguchi, Tsuge m. fl.) men jeg er en ivrig læser, og bruger mange penge på engelskoversat manga. Så er DEN på plads.
2) Nogle af de vrede mails synes indirekte at give udtryk for at børnekultur på en eller anden måde ikke er noget, der er værd at bruge opmærksomhed på. Jeg er uenig, og er tværtimod meget begejstret for de store mainstream-mangaer, der udkommer i dansk oversættelse. Men jeg tror faktisk ikke at der er mange voksne, der køber “One Piece”, når de skal hygge sig med en god læseoplevelse.
OKAY, til sagen!
a) Det var NETOP “One Piece”, “Naruto” og “Dragonball”, jeg snakkede med journalisten om, da bemærkningerne om børnekultur faldt. Det er desværre ikke røget med i artiklen, men sådan er det med avisartikler. I den verden er halve citater, moderate misforståelser og skarpe vinkler business as usual. Jeg tror de fleste af jer er enig med mig i, at de tre titler kan læses fra 8-9-årsalderen.
b) Jeg var nok uklar i mine formuleringer – og det beklager jeg, det er min skyld – da jeg talte om det “barnlige”. Her havde jeg halvgamle serier a la “Tokyo Mew Mew” i hovedet. Jeg mener helt klart at den type manga yderst selvbevidst og kløgtigt betjener sig af barnlige indfald, fjollede replikker og så videre – men derfor synes jeg ikke de er dårlige, tværtimod. Jeg fortalte journalisten, at europæiske billedbøger og tegneserier for børn og unge måske var gået hen og blevet lidt kedelige voksenformynderiske, sobre og smagfulde, men på den kedelige måde, og at jeg var en stor beundrer af den ligefremme og – i almindelig vestlig optik – ofte skamløse ligefremhed, man møder i fx “Tokyo Mew Mew” eller “Kare First Love”. Det kom så heller ikke med i artiklen.
c) Jeg beklager at jeg ikke tydeligt nok fik sagt at manga også har fat i ældre grupper af unge. Det var dumt, men skyldtes at journalisten var interesseret i børnetegneserier, og det forblev altså vinklen.
Og så håber jeg vi alle sammen er gode venner igen!
Kærlig hilsen
Thomas Thorhauge
Formand for Dansk Tegneserieråd
