Willumsen-vinder kåret


Illustrator og bladtegner Erik Petri vandt Willumsen-museets store tegneseriekonkurrence med sit forslag om en trofast, men humoristisk kunstnerbiografi.

Sidste år udskrev J.F. Willumsens Museum en tegneseriekonkurrence. Kunstner Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) var blandt meget andet inspireret af tegneserier, ræsonnerede museet, så hvad kunne være mere passende end en tegneserie, der tog udgangspunkt i hans liv og værk?

Prototype af Christian Skovgaards tegneseriefrise

I alt syv serieskabere fik indleveret deres bud på opgaven inden deadline, typisk i form af et par færdige tegneseriesider, en god håndfuld skitser og en fyldig synopsis. Siden har en jury bestående af billedkunstnerne Bjørn Nørgaard og Kathrine Ærtebjerg, kritiker Søren Vinterberg, Morthen Thorning fra The Animation Workshop i Viborg, Rosinante-redaktør Julie Paludan-Müller, museumsinspektør Lisbeth Lund og Dansk Tegneserieråds Matthias Wivel bedømt forslagene, og i dag fredag blev vinderne så kåret.

Tredjepladsen – og 5.000 kr. – går til Århus-kunstner Carl Krull. Han forestillede sig at skabe en Willumsen-tegneserie, hvor excentrikerens vildtvoksende notesbøger dannede udgangspunkt for en lang række punktnedslag i hans tilværelse. Andenpladsen er 10.000 værd og går til Christian Skovgaard, der foreslog et konceptuelt tegneserieværk om Willumsen-skulpturen “Det Store Relief”, delvis udformet i reliefform (!).

Men vinderforslaget, der belønnes med 35.000 og et løfte om udgivelse, er signeret Erik Petri. Illustratoren og avistegneren vil lave en “humoristisk og fantasifuld” Willumsen-biografi, hvor maleren i en aldersstegen udgave fungerer som mere eller mindre troværdig fortæller af sin egen historie. Den plan har juryen købt, så nu bliver det alvor for Petri, der i sit forslag stiller Willumsen-museet en graphic novel på “220-300” sider i udsigt.

Af Erik Barkman, venligst lånt fra Nummer9.dk.

Willumsen i Jotunheimen. Fra Petris bidrag

 

Skriv et svar