Sådan laver du en e-bogs-udgave af din tegneserie

Vi beskrev forleden hvordan det kan blive et problem for danske tegneserietegnere, at deres udgivelser ikke findes som e-bøger, og i den anledning forklarer formand for Danske Tegneserieskabere, Jan Kjær, hvordan man bærer sig ad.

Nummer9: Jan Kjær, du har forklaret det mange gange før, men hvordan er det nu lige, man laver en ebogsversion af sin tegneserie?

– Ja, jeg har flere gange forklaret, hvordan man selvudgiver, både gennem foredrag og min bog om ebøger. Jeg har netop opdateret min “Ebøger”, der omhandler de forskellige ebogsformater og selvudgivelser. Bogen koster 20 kr. (lige her). For at selvudgive skal man først oprettes som forlag hos ISBN-kontoret, derefter skal man underskrive kontrakt med distributøren af ebøger, Publizon. Og så er man klar til at udgive. Nu begynder så arbejdet med at konvertere sine gamle ting til ebøger. Det kan gøres på flere måder, enten ved at lave en ebogsPDF af sin serie eller en ebog i ePub-format. Det vil kræve lidt for meget tid og plads at skrive hele processen i denne sammenhæng.

Og hvad er forskellen på de tegneserier, der kommer i app’en, og en ebog?

– Tegneserierne i app’en er ‘blot’ jpgs af siderne, hvor der er programmeret navigation ind, så man får en behagelig læseoplevelse. Ebøger er i et andet format, nemlig PDF eller Epub. Ebøger sælges gennem onlinebutikker og kan udlånes gennem ereolen. Tegneserier i app’en sælges naturligvis gennem app’en, og fordelen ved den er, at alle de danske tegneserier er samlet et sted, hvor der oven i købet KUN er tegneserier. Det er altså to forskellige platforme, og den ene udelukker ikke den anden. Faktisk gælder det om for danske tegneserieskabere at gøre begge dele, så digitale tegneserier er tilgængelig så mange steder som muligt.

Er der nogle formater, man bare SKAL være repræsenteret i, er der en “mindsteløsning” og en “totalløsning”?

– Mht. ebogsformater, så er både Epub og PDF fint for tegneserier. Det tredie format nemlig Apples ‘fixed Epub’, bør man undgå. Det er et låst og begrænset format, som kun virker på Appleprodukter. Bibliotekerne har meget viseligt valgt ikke at udlåne Apples format, men holder sig til universielle åbne formater, som almindelig Epub og PDF. Hvis jeres forlag tilbyder at lave ‘fixed Epub’ af jeres tegneserier, så tak endelig nej, da det vil betyde, at I kke kommer til at tjene penge på udlån.

Hvornår kommer Danske Tegneserieskabers tegneserie-app?

– App’en er her! Den kan downloades gratis på Apples iTunes Store. Den er færdig og klar til at blive fyldt med materiale. Før man kan lægge sit materiale på den, skal man dog først underskrive en salgsaftale med Danske Tegneserieskabere og betale administrationsgebyr – hvis man ikke er medlem af Danske Tegneserieskabere. Aftalen kan hentes på mn hjemmeside (her). Denne version er blot til gennemlæsning. Hvis man er interesseret i at underskrive, skal man kontakte mig (kjaer@illustration.dk), så jeg kan fylde det rigtige navn i kontrakten. I næste nummer af Strip! og ifm. foreningen næste generalforsamling vil der være detaljeret vejledning i, hvordan man uploader sine serier til app’en.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *