Den nordiske tegneserieantologi Kolor Klimax – Nordic Comics Now, som er resultatet af et samarbejde mellem det Finske tegneserieselskab, det amerikanske forlag Fantagraphics Booksog Dansk tegneserieråd v. undertegnede vil fra senere på denne uge være at finde i de danske tegneseriebutikker.Af distributionstekniske årsager udkommer bogen egentlig først i begyndelsen af marts, hvor den vil være tilgængelig i de amerikanske boghandlere og i international distribution. Det er imidlertid blevet besluttet at tilbyde det danske tegneseriefolk bogen allerede nu.Det sker i første omgang ved en bogpræsentation og releasefest denne torsdag d. 17 november på Din nye ven, Skt. Pedersstræde 34 i København fra kl. 17.00. Duk op få lidt til ganen og mød de danske bidragydere. I næste uge, fredag d. 25 november vil bogen så være genstand for et signeringsarrangement i tegneseriebutikken Fantask, Skt. Pedersstræde 18 fra 16.00-19.00. Derefter vil den være til salg i såvel Fantask som i Faraos Cigarer. Det er stadig uvist om den vil være tilgængelig i andre danske forretninger, men der arbejdes på sagen.
Kolor Klimax er del af det finske tegneserieinitiativ Nordicomics, der også omfatter udstillinger og workshops, og er for Dansk tegneserieråd første skridt i på vejen til et større nordisk samarbejde omkring tegneserier. Bogen samler enten helt nye eller nys udgivne serier af 22 kunstnere fra de fire største nordiske lande:
Mari Ahokoivu (F), Vanessa Baird (N), Mikkel Damsbo & Gitte Broeng (DK), Joanna Rubin Dranger (S), Joanna Hellgren (S), Bendik Kaltenborn (N), Kolbein Karlsson (S), Peter Kielland (DK), Johan F. Krarup (DK), Tommi Musturi (F), Christopher Nielsen (N), Emelie Östergren (S), Signe Parkins (DK), Joakim Pirinen (S), Ville Ranta (F), Aapo Rapi (F), Jenni Rope (F), Mårdøn Smet (DK), Rui Tenreiro (Mozambique/N), Thomas Thorhauge (DK) og Amanda Vähämäki (F).