Dansk Tegneserieråds samarbejdspartnere Storm P.-Museet og Nordic Network for Comics Research (NNCORE) er gået sammen om at oprette en Ph.D-stilling med fokus på Storm P. Opslaget lyder som følger:
Interessen for tegneserier og bladtegning er i hastig vækst i disse år, i Danmark såvel som internationalt. Et hjemligt eksempel er den store succes Storm P. Museet i København har med sine udstillinger, senest med prisvinderen Strid. På forskningssiden kan man nu finde tegneserieforskere på så godt som alle danske universiteter, hvoraf mange er gået sammen i det nordiske, FKK-finansierede, tegneserieforskningsnetværk NNCORE, der har vind i sejlene både hvad angår nye medlemmer og aktiviteter.
Museet og NNCORE har planer om at interessere dygtige og engagerede forskerspirer i et ph.d.-projekt om tegneren Storm P, subsidiært et post.doc.-projekt. Da tegneserien er et nyt forskningsfelt, og Storm P selv konstant udfordrede mediet, lægger vi vægt på nye og skarpe vinkler, og rammerne for fokus er derfor forholdsvis frie. Dog vil vi fastholde, at den æstetiske dimension skal indgå under en eller anden form. Eventuelle interesserede skal have kandidateksamen fra et relevant humanistisk studium og en tocifret karakter for specialet.
Man skal som interesseret selv søge midlerne, men Museet og NNCORE vil bistå med udviklingen og udarbejdelsen af projektet. NNCORE omfatter forskere med stor erfaring både indenfor tegneserieforskning og projektansøgning og kan rådgive om institutionstilknytning om nødvendigt. Storm P.-Museets medarbejdere vil bistå med viden og idéer til relevante og originale vinkler på Storm P og hans værk.
Museet og NNCORE arbejder på, at et ph.d.-projekt eller post.doc.-projekt vil kunne indgå i en større kollektiv projektansøgning, men dette vil blive diskuteret med den rette kandidat og er endnu i udviklingsfasen.
Alle interesserede er velkomne til at kontakte Storm P.-Museets direktør, Iben Overgaard eller leder af NNCORE, Anne Magnussen