Dansk tegneserieråd deltager igen i år i etableringen af et stort tegneserieområde på Bogforum, der afholdes i Bellacenter denne weekend, 8-10 november.
Dansk Tegneserieråd er gået sammen med Danske Tegneserieskabere, Copenhagen Comics, Pingprisen og Blågårdens Bibliotek om at gøre tegneserieafsnittet af Bogforum fantastisk. Det findes på E-016 og ligger ved børneområdet i nærheden af flere caféer. Ligesom sidste år vil der være en tegnevæg, hvor et program af danske tegneserietegnere udfolder sig i vildskab. Som noget nyt kommer der også til at være en tegnevæg UDEN program, hvor alle med store som små tegneambitioner kan give den gas.
Programlagte aktiviteter
Fredag d 8. november kl. 15.00:
Wulffmorgenthaler vs. Danmark: Publikum får lov til at spørge, rose og rise landets førende tegneserieduo på parrets 10-års jubilæumsdag.
Lørdag d. 9. november kl. 13.00:
Maren Uthaug interviewes af Stine “Stinestregen” Spedsbjerg: Geni eller selvkælen femme banale? Maren fortæller Stine om sin succes med selvbiografiske tegneserier.
Søndag d. 10. november kl. 11.00:
Workshop med Jan Kjær: Kom og tegn med Jan Kjær, når han afslører nogle af de bedste tricks, han bruger, når han tegner til Taynikma-serien. Fra 8 år.
Hvis vil have overblikket over alt med tegneserier (og illustration) på Bogforum (altså ink. alt det kommercielle), så har vores fine medlem Malene Hald samlet en guide til hele molevitten her. Hun opdaterer løbende.