Tegneserien får officielt råd

Aldrig tidligere har der på verdensplan været skabt og udgivet så mange spændende, vidtfavnende, vitale og iøjnefaldende tegneserier som nu. Tegneserien oplever en veritabel guldalder. Alligevel står tegneserien svagt i Danmark blandt kritikere, boghandlere, tegneserieskabere, forlag, læsere og
myndigheder, og hvad der engang var et massemedie er nu en marginaliseret kunstart. Derfor har en gruppe af danskere, som beskæftiger sig med tegneserier, besluttet at stifte et nationalt råd, der kan højne opmærksomheden på mediet, som fx Det Danske Akademi gør det for litteraturen, eller Seriefrämjandet gør det for tegneserier i Sverige.

Dansk Tegneserieråd stiftes 26. marts 2009

Dansk Tegneserieråd vil arbejde for:

  • At højne både den almene og den specialiserede viden om tegneserier, og således styrke både formidling af og forskning i tegneserier
  • At bidrage konstruktivt til skabelsen af, vilkårene for og alsidigheden af danske tegneserier og danske tegneserieudgivelser, samt tilgængeligheden af udenlandske tegneserier i Danmark gennem bl.a. publikationer og udstillinger
  • At skabe kontakt mellem og fungere som fælles forum for alle med privat såvel som professionel interesse i tegneserier
  • At samarbejde både nationalt og internationalt med organisationer og institutioner, der beskæftiger sig med tegneserier og relaterede medier/kunstformer
  • At fokusere på fraværet af en egentlig tegneserieskaberuddannelse og det forhold, at landets eneste tegneseriemuseum er henvist til 20 m2 en måned om året.
  • At diskutere, hvorfor danske boghandlere ikke som fx franske, amerikanske og japanske boghandlere har et repræsentativt
    udvalg af aktuelle tegneserieudgivelser.
  • At undersøge, om de forskellige mediers holdning til tegneseriestof er præget af antikverede forestillinger.

Stiftende generalforsamling i Dansk Tegneserieråd finder sted torsdag 26. marts 2009 kl. 19.00 i Den Gule Villa, Dirch Passer Allé 2, 2000 Frederiksberg. Alle er velkomne.

Yderligere information:
www.dansktegneserieraad.dk
Matthias Wivel • 00 44 07717 214 390 • metabunkeren@gmail.com
Carsten Søndergaard • 46 18 54 44 • csforlag@centrum.dk
Ulf Reese Næsborg • 60 89 86 66 • ulf@tegneseriesiden.dk

Download pressemeddelelse her (pdf)

Skriv et svar