Kurt Westergaard, tegneren bag den berygtede “bombe i turbanen”, er netop blevet hædret for sin indsats for ytringsfriheden på den årligt tilbagevendende M100 Sanssouci-mediekonference i Potsdam, Tyskland. Forbundskansler Angela Merkel var hovedtaler ved overrækkelsen og udtrykte sin støtte til Westergaard.
Konferencen har som formål at skabe dialog mellem den vestlige verden og østen, primært forstået som Rusland samt fjern- og mellemøsten. Temaet for årets ceremoni var “pressefrihed i Europa.” Westergaard vandt angiveligt prisen ikke bare for sin “Muhammed-tegning”, men også for sit konsekvente forsvar af sin egen ytringsfrihed trods dødstrusler og belejring af den private residens. Han udtalte ved overrækkelsen, at tegningen havde været et forsøg på at behandle Muhammed “som man ville behandle en kristen eller jødisk guddom” og på den måde række ud til muslimerne og byde dem indenfor i en vestlig diskurs.