Årets udgave af Danmarks store tegneseriefestival løb af stablen i weekenden, og der var vokseværk over hele linjen.
Ifølge arrangørerne bød Copenhagen Comics på flere udstillinger, flere paneler, flere stande, flere tegnere og flere besøgende end nogensinde før. 4.873 lagde vejen forbi Øksnehallen, en opgang på 33% i forhold til sidste festival.
– Der var en formidabel stemning, både blandt gæsterne og værterne: tegnere, standholdere og de frivillige. Fra tyvstarten med Forskningsfredag på Københavns Universitet til vi sagde farvel til de sidste gæster søndag aften, forløb festivalen, som vi håbede på, med kun lidt sved på panden, fortæller festivalformand Steffen Rayburn-Maarup.
Årets fokus på børn og unge var også en succes, med et velbesøgt børneområde under hele festivalen. Alle workshops var fuldt belagte, overalt sad børn og voksne og tegnede, og nye installationer som den fuldautomatiske Portrætrobot og Zinesboden var i gang nonstop.
– Copenhagen Comics er en organisation med 100% frivillig, ulønnet arbejdskraft og eksisterer kun, fordi et trecifret antal mennesker deler generøst ud af deres energi og fritid. Dem er vi inderligt taknemmelige, understreger Rayburn-Maarup.
Nu går bestyrelsen i sommerhi for at evaluere og finde ud af, hvordan næste festival kan blive endnu bedre. Om den falder i 2016 eller 2017 er ikke afgjort.
Weekendens begivenheder i tweets:
Forskningsfredag (Podcast fra hele dagen)
Copenhagen Comics dag 1
Copenhagen Comics dag 2
Pingprisen