I dag, på årsdagen for terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo udkommer et særligt ”jubilæumsnummer”. Information har snakket med to medlemmer af DTRs bestyrelse.
Avisen sætter fokus på magasinets forside, som beskrives således:
”Gud har vilde øjne og en kalashnikov-riffel svunget over skulderen, en morder på fri sandalfod ét år efter angrebet på Charlie Hebdo. Kun de røde blodstænk på kjortlen lyser op på den alvorlige, sort-hvide magasinforside …”
DTR-jubilæumsmedlem Marianne Eskebæk Larsen citeres for følgende vurdering af motivet:
»Det er en aggressiv forside, og den er ikke så finurlig eller kompleks som billedet af Muhammed (på forsiden af det første blad efter attentatet, red.), der med en tåre i øjenkrogen sagde »alt er tilgivet« og »jeg er Charlie«. Den nye tegning udtrykker omvendt raseri og ensomhed. Jeg kan godt forstå, hvis Charlie Hebdos redaktion føler sådan, men som satiretegning er den ikke så skidespændende, hvis jeg skal være ærlig.«
Hendes kollega i bestyrelsen, Thomas Thorhauge, er mere positiv:
»Den nye tegning er en Charlie Hebdo-classic, for grundlæggende er de jo nogle franske 60’er- og 70’er-intellektuelle, der sidder på fortovscafeerne og ryger Gauloises og siger, at al religion er merde. Satiren er kompromisløs og netop virksom i kraft af sin enkelhed, for magasinet skærer nuancerne væk og siger lige ud: »Gud har blod på hænderne. Her er morderen, mine damer og herrer!«
Men hvad er det for en Gud, der er afbildet på forsiden? Marianne Eskebæk Larsen ser især den kristne Vorherre i den krumbøjede figur:
”Trekanten med øjet er først og fremmest et kristent symbol, som handler om den altseende, allestedsnærværende gud. Det er besynderligt, at det ikke er Allah eller Muhammed, som er på forsiden, når man tænker på, hvem der stod bag angrebet for et år siden, og hvad deres motiv var.”
Igen ser Thomas Thorhauge lidt anderledes – og mere positivt – på forsiden:
”Nogle vil se trekanten og øjet som en kristen markør, men jeg tror bestemt hensigten er at gøre grin med alle religioner. Det er mere interessant og i tråd med ånden på Charlie Hebdo at lave altomfavnende religionskritik frem for at udpege for eksempel Allah som en særligt ond gud.”
Endelig bliver Thorhauge spurgt til efterdønningerne af terrorangrebet på Charlie Hebdo:
”Som bladtegner mærker man offentlighedens fokus på satiretegningen, som igen er blevet et dagsordensættende greb i danske aviser. Men jeg mærker også selvcensuren trykke, desværre. Og dertil et pres fra dele af den danske befolkning, som mener, vi skal opføre os ordentligt og ’passe på tonen’. Men den offentlige debat er ikke et teselskab, den er det sted i demokratiet, hvor holdninger brydes.”
”Der har været en del victim blaming af tegnere, ikke ulig når voldtægtsofre får besked om, at de på en eller anden måde selv var ude om det. Angrebene i november var forfærdelige, men som tegner markerede de et skifte; at alle – ikke bare jøder og tegnere – er i skudlinjen. Det er os alle sammen. Og det er faktisk en lettelse, for det er ikke specielt morsomt at blive udpeget som ytringsfrihedens fortrop.